Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Man kommer længst med det gode
Den positive og anerkendende tilgang og det at møde hvert enkelt barn, der hvor det er, er hovedessensen i vores pædagogiske metode.  

 

At hjælpe andre - af Søren Kierkegaard  

”At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at få et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. 

Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. 

Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. 

For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han - men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. 

Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer." 


I den gamle historie om Solen og Vinden af Æsop er budskabet, at man kommer længst med det gode.   


Solen og Vinden - af Æsop 

”En dag blev solen og vinden uenige om, hvem der var stærkest. Nede på jorden så de en mand, som var på vej igennem en skov. 

Vinden sagde da til Solen: Ser du manden der går nede på skovvejen, lad os prøve kræfter på ham, den der kan få frakken af ham, er den stærkeste. "Ok", svarede Solen, "Du starter" 

Så begyndte Vinden at blæse og storme. Store træer væltede omkuld. Dyrene i skoven søgte ly i deres huler og skjul. Mange fuglereder blev blæst ned af vinden, men manden, der slet ikke forstod, at det var ham, der var årsag til stormvejret, trak frakken tæt omkring sig, og stred sig frem så godt han nu kunne. 

"Han er godt nok sej", sagde Vinden og lagde sine sidste kræfter i for at blæse frakken af manden, men lige meget hjalp det. Manden beholdt frakken på og kæmpede for ikke at blive blæst omkuld, til sidst sagde Vinden - "Jeg gi’r op!".”